TV der bevæger dig

SDU eksporterer uddannelse til Saudi-Arabien

Et stort saudisk universitet køber en hel bacheloruddannelse i folkesundhedsvidenskab hos Syddansk Universitet. Den treårige uddannelse skal etableres i Riyadh.

Syddansk Universitet har indgået en enestående aftale med et stort universitet i Saudi-Arabien, som fremover vil uddanne bachelorer i folkesundhedsvidenskab. SDU skal etablere en treårig engelsksproget uddannelse på Princess Nora Bint Abdulraman University i den saudiske hovedstad Riyadh - og uddannelsen skal svare til den bachelor, som SDU i dag udbyder.

De gik efter hele pakken

- Der var ingen tvivl om, at vi havde en vare på hylden, som de meget gerne ville have. De gik ikke efter enkelte moduler og kortere uddannelsesforløb, men efter hele pakken: En velfungerende uddannelse i folkesundhedsvidenskab placeret i et internationalt stærkt forskningsmiljø, siger institutleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning Jesper Bo Nielsen.

Der er tale om en aftale over 4½ år, hvor SDUs undervisere i perioder på 4 uger arbejder i Riyadh. Den saudiske bacheloruddannelse skal starte i februar i 2013, og det er meningen, at universitetet i Riyadh med tiden selv skal overtage uddannelsen.

Tjen penge på uddannelser

Jesper Bo Nielsen har ikke kendskab til lignende aftaler i den danske universitetsverden.

- Med denne aftale kommer en helt anden af vores kernekompetencer i spil. Vi er så gode til at lave uddannelser, at vi faktisk kan tjene penge på at eksportere dem, siger Jesper Bo Nielsen.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig