Se billederne: Nu tager midlertidig politiskole form

​Indtil den nye politiskole i Vejle står klar skal Fredericia være hjem for politiskolen. Tirsdag blev den første midlertidige bygning sat på plads.

Indtil den nye politiskole i Vejle står klar, skal uddannelsen midletidigt have til huse i Fredericia på Ryes Kaserne.

Den midlertidige politiskole skal rumme uddannelsen til politikadet og politibetjent. Tirsdag kom de første nye bygninger på plads. Her var politiinspektør og leder af politiskolen, Erik Johansen, med.

- Jeg er rigtig glad for at stå her og se, at nu sker der noget. Det er næste fase, vi tager hul på nu. Indtil videre er meget sket bag facaden så at sige. Det er et meget konstruktivt samarbejde med Forsvaret, der gør, at vi kan komme så hurtig i gang her og starte uddannelserne i slutningen af året, siger han til TV SYD.

Samarbejdet betyder, at de studerende på den midlertidige politiskole kan gøre brug af Forsvarets idrætsfaciliteter og kantine.

- Men der er ikke tilstrækkeligt med med klasselokaler, gruppelokaler og den slags. Det er derfor, at vi opfører nogle midlertidige bygninger her, siger Erik Johansen til TV SYD.  

Den nye permanente politisskole i Vejle forventes af være klar i slutningen af 2020. Der er flere, der er glade for, at politiuddannelsen også snart er at finde i Jylland. 

- Der er mange, der er glade for, at de ikke skal til at rykke hele familien op til det østlige Danmark (Brøndby red.) for at tage sig en uddannelse som politibetjent. Der er faktisk også mange undervisere, der gerne vil arbejde her i Fredericia, siger Erik Johansen. 

Det tager to år at blive politibetjent og et halvt år at blive politikadet.