Se billederne: Ny motorvejsrampe fejret med vejfest

Tilkørsel ved Horsens gør livet lettere for bilisterne. Så borgmesteren ønsker sig allerede en rampe mere.

Allerede få timer før Danmarks store VM-kamp blev Dannebrog luftet. Det skete i Hatting ved Horsens, hvor kommunen og Vejdirektoratet åbnede en ny motorvejstilkørsel.

Åbningen blev markeret med en ”vejfest”. Og der er virkelig noget at fejre, mener Peter Sørensen, som er borgmester i Horsens.

- Vi har ventet længe på rampen, som giver os bedre fremkommelighed. Både borgere og erhvervsliv kan nu komme lettere og hurtigere fra A til B. Så det er en rigtig god dag for os, siger Peter Sørensen.

1000 nye borgere

Den nye afkørsel går direkte ind til Horsens C.

quote

Rampen kan aflaste de andre afkørsler, der er ekstremt pressede. 

Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune. 

- Dermed kan den aflaste de andre afkørsler, der er ekstremt pressede. Horsens Kommune vokser med cirka 1000 nye borgere om året, og vi har knopskudt uden at lave den nødvendige infrastruktur. Rampen er et skridt på vejen, og vi kommer med en række andre trafikale løsninger frem mod år 2030, blandt andet med nye veje og cykelstier, siger Peter Sørensen.

Ønsker sig en rampe mere

Han er glad for den nye afkørsel – og ønsker sig én mere.

- Byen vokser hurtigt, og derfor taler vi om, at vi også gerne vil have en motorvejstilkørsel ved Gedved, siger Peter Sørensen.

Motorvejsrampen ved Hatting åbnede i dag efter et langt tilløb. 
Motorvejsrampen ved Hatting åbnede i dag efter et langt tilløb.