Se billederne: Så er motorvejen åbnet...

Livet bliver lettere for bilisterne, da Vejdirektoratet sidst på eftermiddagen åbnede den ny motorvejsstrækning mellem Ølholm og Vejle og udvidelsen af E45 mellem Hornstrup og Vejlefjordbroen.

Strækningen mellem Ølholm og Vejle er omkring 14 kilometer lang. Med den nye strækning er der motorvej hele vejen mellem Vejle og Herning - på nær ved Brande - hvor den syv kilometer lange motortrafikvej er ved at blive udbygget til motorvej. Strækningen ved Brande ventes klar i første halvår af næste år.

E45 mellem Hornstrup og Vejle syd er udbygget med et tredje spor på en strækning på seks kilometer.

Med åbningen mangler stadig de sidste omkring 10 kilometer af udbygning ned til Skærup, der åbner senere på efteråret ? samtidig med det nye tilslutningsanlæg ved Grønlandsvej syd for Vejle.

Håber på tilgivelse

Det tredje spor ved Vejle skulle oprindeligt først åbne i 2015, men undervejs i anlægsperioden skar Vejdirektoratet hele to år af tidsplanen.

- Vi har trukket hårdt på trafikanternes tålmodighed omkring Vejle de sidste par år. Men hvis de husker på, at vi åbner det nye spor to år før tid, så håber jeg, at de alligevel tilgiver os alt vejarbejdet. Nu bliver der meget bedre plads, siger projektchef i Vejdirektoratet, Søren Andersen.

Selve åbningsarrangementet foregår på den nye Midtjyske motorvej mellem Ølholm og Vejle på kommunegrænsen mellem Hedensted og Vejle klokken 13 mandag. Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) klipper snoren og dermed er motorvejen officielt åben og det nye spor ved Vejle indviet.