Se de klassiske honningkager fra Christiansfeld på frimærker

Lørdag udgiver Post Danmark tre nye frimærker med honningkagemotiver. En festlig optakt til den søde juletid, siger Post Danmark.

 

Når du lørdag beder om et frimærke på posthuset eller i kiosken, er der en chance for, at julestemningen allerede breder sig her ca. to måneder før juleaften. Der er nemlig lige kommet nye motiver på gaden.

Ikke nok med, at Christiansfeld lige er optaget på UNESCOS Verdensarvsliste. Nu er de klassiske Christiansfeld-honningkagemænd og kvinder samt hjerter også havnet på Post Danmarks nye frimærker, og det er ikke helt tilfældigt:

-  Vi vil gerne bidrage til den gode julestemning og håber, at frimærkerne med honningkage-motiver kan pryde mange
hilsner hen over vinteren og julen, siger Martin Pingel, designchef i PostNord Danmark Frimærker, i en pressemeddelelse.

Frimærkerne med honningkagemanden og honningkagekonen udkommer i værdien
7,00 kr., mens honninghjertet udkommer i værdien 10,00 kr.

 

Sådan bager du honningkager

Brødremenighedens Honningkagebageris bud på et honningbrød
Ingredienser:
425 g. hvedemel
425 g. rugmel
25 g. ægte kanel
5 g. kardemomme
10 g. ingefær
10 g. allehånde
375 g. brun farin
600 g. honning
200 g. vand
250 g. æg
25 g. hjortetaksalt
25 g. potaske (opløses i 25 g. vand)

Sådan gør du:
1. Honning, brun farin, vand og krydderier varmes i en gryde, til farinen og honningen
er smeltet. Blandingen afkøles.
2. Tilsæt mel og æg og bland.
3. Tilsæt så først hjortetaksalt og bland.
4. Tilsæt til sidst den opløste potaske.
5. Bland nu det hele rigtigt godt sammen (meget gerne på æltemaskine og i ca. 7-8
minutter ved jævn hastighed).
6. Dejen hældes i en bradepande og bages ved 140 grader i ca. 50 minutter.
TIP! Man kan sagtens komme rosiner, pomeransskal eller andet tørret frugt i dejen og
gerne helt op til 50 pct. af dejens vægt