Se galleri: Suveræne Sønderjyske slår hul i toppen

Ishockeymestrene fra Vojens har efter mandagens storsejr over Frederikshavn et forspring på 13 point til de nærmeste forfølgere.

Sønderjyskes mesterhold udbyggede mandag aften føringen i Ishockeyligaen med en sejr over Frederikshavn White Hawks.

Klik på billedet ovenfor og se galleri fra kampen.

Hjemme i Vojens fik Sønderjyske hurtigt sat rækkens nummer tre på plads i en overbevisende sejr på 5-1.

Cory Quirk bragte efter mindre end seks minutter værterne foran med 1-0. Kort efter fejrede Steffen Frank sin kamp nummer 300 for de lyseblå ved at fordoble føringen.

Godt midtvejs i første periode øgede Thomas Spelling til 3-0 for hjemmeholdet.

Først efter mere end 55 minutter lykkedes det de nordjyske gæster at reducere ved Morten Smedegaard, men på det tidspunkt var det for sent at stille noget op.

I slutfasen cementerede Henrik Nielsen og Daniel Galbraith Sønderjyskes sejr med en scoring hver, skriver Ritzau.

Den finske spiller Anssi Rantanen fik undervejs en lovende debut for Sønderjyske, der i øjeblikket synes urørlige på isen.

Vojens-holdet topper ligaen med 64 point, mens Frederikshavn har 41 point på tredjepladsen.

Esbjerg Energy sejrede med 7-4 i Herlev.

Herning Blue Fox, der er toer, måtte ligesom Frederikshavn se sig slået, da holdet var på besøg hos Aalborg Pirates. Herningenserne førte 2-0, men tabte 2-3 efter en afgørelse i straffeslag. Herning har 51 point på ligaens andenplads.

Odense Bulldogs tabte efter straffeslag 3-4 hjemme til Rungsted.