Se godt på billedet: Kan du se, hvad 102 bilister overså?

Sydøstjyllands Politi var også til musikfestival i Jelling med sin fotovogn. Og hvis du ser godt efter, kan du se, hvad 102 bilister overså: En fotovogn.

Men Trafiksektionen i Sydøstjyllands Politi lærte noget: Bilisterne letter foden, når de opdager, at fotovognen holder der flere dage i træk.

- Vi kan se, at antallet af overtrædelser og grovheden af dem falder støt over de dage, hvor vi har måleudstyret sat op på en vejstrækning, fortæller politikommissær Jesper Engelund, der er leder af Trafiksektionen i Sydøstjyllands Politi.

En bekymret borger i Mølvang, som bor lige uden for Jelling og tæt på en jernbaneoverkørsel, havde henvendt sig til politiet før Jelling Musikfestival. Trafiksektionen vurderede forholdene på den gamle hovedvej fra Vejle til Jelling. Og dagen efter stillede de den automatiske fartkontrol op som vist på billedet.

- I løbet af fem timer onsdag den 24. maj blev ikke mindre end 102 bilister fotograferet på strækningen, hvor der er en hastighedsgrænse på 50 km/t, oplyser Jesper Egelund.

Hurtigste bilist blev målt til 105 km/t kort før jernbaneoverkørslen. Det udløser en ubetinget frakendelse af kørekortet. En anden blev noteret for 92 km/t – det udløser en betinget frakendelse – og 17 andre kørte sig til et klip i kørekortet (oven i bøden).  

quote

Vi kan se, at antallet af overtrædelser og grovheden af dem falder støt over de dage, hvor vi har måleudstyret sat op på en vejstrækning.

Politikommissær Jesper Egelund, Sydøstjyllands Politi

Fotovognen blev derfor sendt til musikfestival lørdag og søndag. Begge dage blev målt i fem timer. Lørdag blev 59 bilister blitzet. Heraf kan syv forvente et klip i kørekortet, men en enkelt står til betinget frakendelse.

Søndag, hvor musikfestivalen var slut, var tallet nede på 18 rapporter, men fire havde så travlt, at de får et klip.

- Der kan selvfølgelig være variationer i antallet bilister på strækningen og andre forhold, men med så kraftig en forskel i antallet af sigtelser i løbet af festivaldagene, kan vi vist godt konstatere, at vores automatiske trafikkontrol viser en tydelig præventiv effekt, siger Jesper Engelund.

Fakta om politiets ATK-udstyr

ATK står for automatisk trafikkontrol. Med en laser og et kamera har udstyret til formål at nedbringe antallet af trafikulykker ved at kontrollere, om borgerne overholderhastighedsgrænserne på udvalgte vejstrækninger.

Hvis en bil eller motorcykel bliver målt til at køre for stærkt, tages et billede.

I sagsbehandlingen af de målte hastighedsforseelser indgår der samtidig en indirekte kontrol af førerens kørekort. Læs mere her