Så kom hønsene ud under åben himmel igen

Efter knap 5 måneder under tag, må hønsene nu slippes ud under åben himmel igen.

Efter flere fund af den frygtede fugleinfluenza H5N8 i Danmark i efteråret, måtte fjerkræavlere i november sætte alt deres fjerkræ under tag. Og der har de været siden. 

Men nu er det slut. 

Risikoen  for smitte med fulgeinfluenza er nu så lav, at Fødevarestyrelsen fra onsdag ophæver den staldpligt, der har holdt høns og andet fjerkræ indendøre i de sidste fem måneder.

Og det glæder ægproducent Bent Jepsen fra Gredstedbro, der i dag kunne lukke sine 51.000 frilandshøns ud under åben himmel igen. For når lastbilen kører afsted med æggene, så er det ikke længere skrabeæg, men frilandsæg, Bent Jepsen får penge for.

- Det er rart, at det er blevet frilandsæg igen, for så får vi en bedre afregning, siger Bent Jepsen til TV SYD.

Også hønsene er glade. Sådan ser de i hvert fald ud, da dørene til stalden åbnes, og hønsene begynder at hoppe ud på den regnvåde jord.

Udover at høns, der går under åben himmel, lægger dyrere æg, så er der en anden grund til, at Bent Jepsen er glad for at se sine høns tilbage i deres rette element.

- Det er rart at se dem udenfor igen. Vi har jo frilandshøns, fordi vi godt kan lide at se dem udendørs, så det er rart, siger Bent Jepsen, der nu igen kan kalde sig producent af frilandsæg.