Julen er allerede kommet til Tønder, Sønderborg, Esbjerg, Fredericia, Aabenraa og Varde kommuner, og fredag er det også muligt at komme i julestemning i Horsens og Kolding.
Begge byer får nemlig besøg af julemanden, når der skal tændes julebelysning og juletræ.
Herunder kan du få overblikket over, hvornår julemænd og juletræer indtager kommunerne i Syd- og Sønderjylland.
Sønderborg
Tidspunkt: Fredag 16. november 2018 fra klokken 16.50
Sted: Rådhustorvet
Det sker der:
Sønderborg Garden ankommer med julemanden cirka klokken 16.50, og ved 17-tiden tænder borgmesteren og julemanden lysene i juletræet efterfulgt af musik og uddeling af chokolade til børnene.
Esbjerg
Tidspunkt: Fredag 23. november fra klokken 16.50
Sted: Gågaden og Torvet
Det sker der:
Julemanden og hans nissepige ankommer til havnen klokken 16.50, hvor han modtages og eskorteres gennem gågaden til Torvet. Her tænder han sammen med sanger og skuespiller Trine Gadeberg juletræet og byens juleudsmykning. Det sker klokken 18, hvor Julebyen Esbjerg officielt er åben.
Fredericia
Tidspunkt: Fredag 23. november klokken 17.30
Sted: Rådhuspladsen
Det sker der:
Julemanden ankommer til Gl. Havn og går sammen med sin kone ad Gothersgade op til Rådhuspladsen, hvor juletræet og byens julebelysning bliver tændt klokken 17.30.
Aabenraa
Tidspunkt: Lørdag 24. november fra klokken 10.30
Sted: Det Gamle Rådhus
Det sker der:
Julemanden bliver vækket klokken 10.30 foran det Gamle Rådhus. Julehjertebyen åbner klokken 11.
Varde
Tidspunkt: Lørdag 24. november klokken 11
Sted: Det Gamle Rådhus, Torvet
Det sker der:
7-Kantens Nissebande og alle børnene vækker traditionen tro julemanden fra hans dybe søvn på rådhusloftet. Lysene på juletræet kaldes frem med sang og dans, og der bliver uddelt slikkepinde og nissehuer til børnene.
Tønder
Tidspunkt: Søndag 25. november
Sted: Torvet
Det sker der:
Ligesom da Julebyen Tønder åbnede 10. november vil der være optog, som denne gang går fra Vest Vestergade til Torvet. Her vil borgmesteren tage imod julemanden og udlevere nøglen til byens huse til ham. Julemanden vil i øvrigt kunne opleves, når han lander på tagryggen på Torvet hver torsdag, fredag, lørdag og søndag frem mod jul.
Horsens
Tidspunkt: Fredag 30. november fra klokken 16
Sted: Søndergade
Det sker der:
Julemanden bliver budt velkommen ved inderhavnen med nissekor og julemusik klokken 16. Derefter er der juleoptog til Søndergade, hvor Horsens Garden fører an. Ved Kuben vil børnekoret underholde, før julebelysningen på gågaderne tændes af borgmesteren klokken 17.
Kolding
Tidspunkt: Fredag 30. november fra klokken 16.45
Sted: Akseltorv
Det sker der:
Julemanden sejler ind i havnen klokken 16.45 og kører med juletoget til Akseltorv, hvor han ankommer klokken 17.30. Her er der underholdning, musik og dans, inden lysene i juletræet bliver tændt.
Haderslev
Tidspunkt: Lørdag 1. december klokken 11
Sted: Torvet
Det sker der:
Byens børn vækker julemanden klokken 11 og hjælper ham med at tænde juletræet.
Vejen
Tidspunkt: Lørdag 1. december fra klokken 12.45
Sted: Rådhuspladsen
Det sker der:
Julemanden ankommer klokken 12.45 i sin hestevogn og kører gennem byen. Klokken 13 ankommer han til Rådhuspladsen, hvor han hygger sig med børnene, mens Vejen Garden spiller julemusik.
Fanø
Tidspunkt: Lørdag 1. december fra klokken 12.45
Sted: Hovedgaden i Nordby
Det sker der:
Juleøen åbner, når en sømand ankommer til færgelejet og følges med børnene op til Hovedgaden i Nordby, hvor de skal lede efter julemanden. Juleboderne åbner klokken 13.
Hedensted
Tidspunkt: Lørdag 1. december klokken 13-15
Sted: Bytorvet
Det sker der:
Juletræet tændes, og der vil være underholdning i hele byen.
Vejle
Tidspunkt: Lørdag 1. december fra klokken 13.30
Sted: Søndertorv og Rådhustorvet
Det sker der:
Klokken 13.30 ankommer julemanden på Søndertorv, og derefter går turen gennem gågaden og ender på Rådhustorvet, hvor der bliver danset og sunget. Til sidst bliver julelysene tændt, og der bliver delt godter ud til børnene.
Billund
Tidspunkt: Søndag 2. december
Sted: Rådhustorvet
Det sker der:
Deltagere fra familiegudstjenesten går i samlet flok fra kirken til rådhuset, hvor lysene på det store juletræ bliver tændt. Der vil også være en julemand og juleoptog.