Se video fra dengang Den gamle Lillebæltsbro blev til

I dag gik arbejdet med at renovere Den gamle Lillebæltsbro i gang. Det er en mindre udfordring sammenlignet med den gang, hvor broen blev bygget.

Vind og vejr og millioner af køretøjers rumlen henover den snart 83 år gamle Lillebæltsbro har sat sine spor, og i dag gik arbejdet med at renovere den gamle ”dame” i gang.

I 2016 viste en undersøgelse af en del af broen, at vejbelægningen, fugerne og den underliggende beton er så slidt, at selve broens betonkonstruktion er truet.

Det tog seks år at bygge den gamle Lillebæltsbro, og det var lidt af en teknisk udfordring for datidens brobyggere. En af de helt store udfordringer var, at de sænkekasser, broen hviler på, skulle bygges på land, og derefter sænkes ned på havbunden.

Som videoen her viser, lignede dén manøvre et mindre - men dog kontrolleret - "Titanic-forlis".

Lillebæltsbroen blev indviet den 14. maj 1935, og den var – da den stod færdig – den første og eneste faste forbindelse mellem Fyn og Jylland.

Helt frem til 1970, hvor Ny Lillebæltsbro blev indviet, var Den gamle Lillebæltsbro den eneste vejforbindelse mellem Fyn og Jylland.

 

Øverst i artiklen kan du se mange flere billeder fra Den gamle Lillebæltsbros tilbliven.