Se video: Legetøjsmuseum lukker

Efter 15 år i Kolding lukker Legetøjsmuseet. Helbredet skranter for stifteren, Bent Eliasen, og lejemålet er sagt op. Samtidg er kassen ved at være tom.

- Det er vemodigt, at vi skal stoppe, siger han til TV SYD under en rundvisning i museet, som stadig har åbent i efterårsferien.

Bent Eliasens vært gennem ti år er død - og de nye ejere af ejendommen i Bredgade har bebudet, at bygningen skal rives ned.

- Vi kan godt få lov til at leje en etage - men det bliver jo til en helt anden husleje, end vi giver i dag for flere etager.

- Selv på toilettet har vi legetøj, siger han og tænder lyset på toilettet på 1. sal.

Bent Eliasen blev syg i foråret - og i perioder hen over sommeren måtte museet holde lukket. Men ellers har han troligt åbnet samlingen for børnehaver og skoler - eller familier fra hele landet.

-De kommer langvejs fra. I sidste weekend var der nogle fra Frederiksberg -og ugen før fra Farum.

Han har haft god hjælp af sit barnebarn, 22-årige Caroline Eliasen. Sammen har de også taget ud på plejehjem med kassevis af legetøj.

- Vi prøver at finde noget, der passer til beboernes aldersklasse. Det giver rigtig god respons, forklarer han.

Bent Eliasen og barnebarnet håber, at museet kan genopstå i nye lokaler. Gerne med bedre adgangsforhold for folk i kørestol eller med rollator.

Umiddelbart har Kolding kommune ikke mulighed for at hjælpe museet. Men næstformand i Kulturudvalget, Merete Due Paarup, sagde i TV SYD i aften, at hvis der f.eks. dannes en forening, kan der måske være mulighed for at få råd og støtte.

Interview med Bent Eliasen (Varighed: 2.02)