Se video: Løse slagtesvin nyder friheden med trynen i jorden

Efter en grisetransport onsdag aften væltede, slap 14-15 søer fri og var ikke til at opspore i mørket. Nu har TV SYDs fotograf fundet dem.

12 grise gik lystigt omkring på en høstet majsmark torsdag eftermiddag - kun få kilometer fra hvor en grisetransport onsdag aften væltede.

Grisetransporten, der var læsset med 215 slagtesvin, væltede, da chaufføren kom for langt ud i rabatten. 16 grise døde enten på stedet eller måtte aflives af en dyrlæge efter uheldet.

Cirka 14-15 søer slap væk, og politiet kunne ikke finde dem i mørket onsdag aften. 

Torsdag formiddag var de stadig ikke fundet, så vi sendte en fotograf ud for at lede efter dem.

Efter lidt snak med de lokale i området fandt fotografen de 12 grise i udkanten af den lille landsby Ravsted, hvor de nød friheden og vandrede rundt med trynen i jorden. 

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi vil grisene blive skudt, når de bliver indfanget, da man ikke kan slagte dem på grund af sundhedsrisikoen.