Se video: så tæt på kan drikkeskur ligge

Ældre beboere i Varde er utrygge ved, at kommunen foreslår et permanent drikkeområde tæt på deres ældreboliger.

-De sidder jo allerede hernede på en bænk, men får de tildelt et sted, vil det få flere til at komme. Det frygter vi. Sådan siger vicevært Fin Markusen til TV SYD.

Kommunen har delt et forslag om et såkaldt drikkesejl i Varde. Her vil man kunne sidde i tørvejr og dele alkohol. Men stedet skal ligge op ad 30 ældreegnede lejligheder i Torvegade ved Varde Å. Og det er de ikke glade for.

- Når de så skal op på Statoil og hente forsyninger, så kommer de til at gå igennem vores bebyggelse. Det skræmmer de ældre, der bor herude, siger Fin Markusen.

-Min mor kommer til at bo fem meter fra det drikkesejl. Det er hun utryg ved, siger Henrik Nissen.

Kommunen ved endnu ikke, om Torvegade bliver det endelige sted til de unge.

- Vi har af Socialudvalget fået to mulige placeringer til et kommende drikkeskur eller drikkesejl. Socialudvalget har anbefalet det her sted i Torvegade, da brugerne i forvejen er i det område. Hvor det ender, må vi se efter en høring, siger Preben Friis-Hauge, formand for Plan- og Teknikudvalget i Varde Kommune, til TV SYD.

Fin Markusen håber ikke, at Torvegade bliver den nye placering.

-Jeg har fuld forståelse for at de her mennesker også skal være et sted, men jeg mener ikke man skal placere dem et sted med så mange ældre. Man må kunne finde et lidt mere afsidesliggende sted, siger han.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Henrik Nissen viser, hvor drikkeskuret kan komme til at ligge. Hans mor er nabo til området, som kun ligger fem meter fra hendes terrasse. Varighed: 0:47 min.