Se video: Seniorråd: Ingen grund til bekymring over asylansøgere

Seniorråd og Lokalråd beroliger borgerne i Bolderslev. De mener ikke, der er grund til bekymring over de op mod 100 syriske asylansøgere, der om kort tid flytter ind på det tidligere plejecenter i Bolderslev.

Onsdag blev det besluttet, at det tidligere plejecenter i Bolderslev ved Vojens skal lejes ud til Udlændingestyrelsen. De mangler desperat boliger til de mange syriske flygtninge, som er på vej til Danmark, og en del af dem skal derfor bo i Bolderslev.

TV SYD kunne i går fortælle, at de ældre borgere i byen er bekymrede og utrygge over, at den lille by nu skal huse omkring 100 flygtninge. Men nu maner både Seniorrådet og Lokalrådet i Bolderslev til besindighed blandt byens ældre borgere.

- At være nervøs over asylansøgerne er det samme som at være nervøs over enhver anden ny nabo. Og det går jo ikke. Man bliver utryg, fordi man kun hører om alle de fæle ting, ikke om alle de positive, siger formanden for Seniorrådet i Aabenraa kommune, Hanne Larsen til TV SYD.

Også i Lokalrådet i Bolderslev håber man, at befolkningen vil fokusere på de positive sider ved at danne rammen om de mange asylansøgere.

- Det er noget nyt og noget uventet, så jeg forstår sagtens, at der er nogen, der er skeptiske. Men jeg håber, at folk her i Bolderslev tager imod asylansøgerne med åbent sind før man dømmer dem, siger Henning Frisk, formand for Bolderslev Lokalråd.

Herunder kan du se uddrag fra interviews med Hanne Larsen, formand for Seniorrådet, Aabenraa Kommune (varighed: 1 minut og 30 sekunder) og Henning Frisk, formand for Lokalrådet i Bolderslev (varighed: 2 minutter og 11 sekunder)