Se video: Snus er et hit blandt sportsfolk

Hvis man dyrker sport på professionelt plan eller har ambitioner om at komme til det, så er det ikke så smart at ryge. Derfor er den svenske tobak, snus, blevet populær blandt sportsfolk.

Forringet kondition, vejrtrækningsproblemer og flere sygedage. Der er mange ulemper ved at ryge, og for mennesker, der lever af at være i god form, er der måske endnu flere.

Bruger man derimod den svenske tobakstype, snus, til at få sin nikotin, så undgår man nogle af de gener, som røgen kan give. Den fidus er der mange sportsfolk, der har fået øjnene op for, og i Esbjerg køber man de små dåser med tobak i stor stil.

Således melder en af byens snusforhandlere, at han sælger i omegnen af 1000 dåser med snus om måneden.

- Det er fortrinsvis unge sportsfolk, både mænd og kvinder, der kommer og køber det, fortæller Bo Aakjær, indehaver af specialforretningen Aakjærs i Esbjerg.

Han har haft rettighederne til at sælge snus i Esbjerg siden januar i år. Og den store interesse for de små pakker med tobak har været overvældende.

- Jeg havde ikke troet, jeg ville kunne sælge så meget. Det er meget overraskende for mig, siger Bo Aakjær.

En del af kunderne kommer givetvis fra Esbjergs ishockeyhold, Esbjerg Energy. Ifølge spillerne Esben Nielsen og Sune Hjulmand bruger halvdelen af holdet i hvert fald snus.

- Det er noget, vi har lært af de svenske spillere, der er kommet til Esbjerg gennem tiden. Deroppe er det meget almindeligt at bruge snus, forklarer Sune Hjulmand.

- Jeg bruger det meget til at dulme nerverne. Det får mig til at slappe af, supplerer Esben Nielsen.

Her kan du høre, hvorfor Esbjerg Energy-spilleren Esben Nielsen, bruger snus (varighed 1 minut og 44 sekunder)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.