Se video: Svine-MRSA: Sådan gjorde vi

I samarbejde med DTU Fødevareinstituttet har TV SYD påvist, at 21 pct. af pakkerne med svinekød i de danske supermarkeder er inficeret med svine-MRSA. Her kan du se, hvordan undersøgelsen er blevet til.

TV SYD har i to kølebiler kørt Syd- og Sønderjylland igennem og indsamlet i alt 100 pakker dansk svinekød fra 16 forskellige supermarkedskæder i 32 forskellige byer.

Vi købte to emballerede bakker med svinekødsudskæringer i hvert supermarked, vi besøgte. Vores indsamlingsmetode havde vi lavet i samarbejde med Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Antallet af prøver fra den enkelte supermarkedskæde afspejler kædens markedsandel. Jo større kæde, jo flere pakker kød.

 

Umiddelbart efter vi havde købt prøverne lagde vi dem på køl i kølevognene og kørte dem til analyse på Fødevarestyrelsens laboratorium i Ringsted. Fødevarestyrelsen lavede den første del af analysearbejdet, der efterfølgende blev gjort færdigt på DTU Fødevareinstituttet i Lyngby.

Se i indslaget her, hvordan det foregik. Varighed 1:28 min.