Se video: Vil kontrollere alle nummerplader på grænsen

I løbet af 2015 bliver samtlige nummerplader, som passerer den dansk-tyske grænse, kontrolleret. Det oplyser politidirektør Svend Larsen, Rigspolitiet, til TV SYD.

- Efter nogle afgørelser ved EU-domstolen kan vi kontrollere tættere på, end vi har været vant til, siger han til den regionale tv-station.

I dag foregår nummerplade-kontrol manuelt.

- Hvis vi får information fra f.eks. Europol om en interessant nummerplade, skriver vi den ned på en lap, og så skal der stå en politibetjent og holde øje med, at den kører over grænsen, forklarer Svend Larsen til TV SYD.

Fremover skal det ske helt automatisk. Rigspolitiet har sendt en stor ordre i EU-udbud på kameraer og computerprogrammer til nummerplade-genkendelse. Svend Larsen forventer, at udstyret vil være på plads i løbet af næste år.

- Vi kontrollerer allerede meget i dag. Og der bliver ikke tale om, at vi tilfører grænsekontrollen flere folk. Men med den nye teknik kan kontrollen blive mere systematisk.

Nummerplade-genkendelsen skal både ske med faste poster og med mobile enheder. Grænsepolitiet i Padborg har allerede afprøvet en mobil enhed, som har givet gode resultater.

- Kontrollen bliver mere effektiv. Alle biler, der kører ind i Danmark eller forlader ladet bliver registreret, siger Svend Larsen til TV SYD.

Se hele interviewet med politidirektør Svend Larsen (Varighed: 2:55)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.