Se video: Vinden forsinker nedtagning af kæmpe el-master

Danmarks største kran er kørt i stilling til stykke for stykke at hejse delene fra de 125 meter høje el-master ved Lillebælt til jorden. Men vind og vejr driller.

Det er Energinet.dk, der står for nedtagningen af de fire 125 meter høje elmaster, som står på hver side af Lillebælt.

Efter planen skulle masterne på Jyllandssiden tages ned i denne uge, mens masterne på Fynssiden er planlagt til at blive taget ned i uge 35, men de aktuelle vejrforhold forsinker arbejdet med flere dage.

Masterne bliver skilt ad af specialister, der selv skal kravle op i masterne, og skille de enkelte dele fra hinanden. Når elementerne er skilt fra hinanden, hjælper Danmarks største mobile derefter med stykke for stykke at hejse masterne til jorden. Og det kan ikke ske på en sikker måde, hvis vinden er over 9 meter i sekundet.

Det er endnu ikke klart, hvor meget forsinkelserne vil påvirke den samlede tidsplan.

Elmasterne har indtil for nyligt båret de højspændingsledninger, der har forbundet el-nettene i Jylland og på Fyn, men kabler er nu gravet ned i Lillebælt og masterne bliver fjernet for at forskønne området.

Se Bjarke Jensen ingeniør hos Energinet.dk fortælle om forsinkelsen. Herefter er der billeder af klargøring og det første jerne fra masten, der bliver fjernet (Varighed: 1:10 min.):