Seerne på tv-kursus

TV SYD har lavet en videoskole, der er i gang med at uddanne ti seere til at optage deres egne tv-indslag.

Deltagerne har over to aftner fået undervisning i blandt andet billedbeskæring, videosekvenser og interviews.

Nu skal de forsøge at lave deres egen historie, som senere kan blive vist i TV SYD.

- På den her måde får vi seerne til at fortælle direkte til seerne, og jeg er sikker på, at deres historier vil blive et frisk pust i TV SYDs udsendelser, siger projektleder Bjørn Olsen.

- De bliver hverken uddannede fotografer eller journalister, men de er entusiastiske og har alle en spændende historie. Så vi kan komme til at se billeder vi ellers ikke ville se, præsenteret på en anden anderledes måde end vi er vant til.

Tættere på seerne

Videoskolen er en del af en større satsning, der hedder "Seerne viser", hvor TV SYD arbejder målrettet på komme tættere på seerne.

Samtidig bliver mulighederne i den moderne teknik undersøgt.

Vær med

Et af de mest markante tiltag med Seerne Viser, at alle seere har mulighed for at uploade deres videoer på TV SYDs hjemmeside.

Har du lyst til at dele en video med andre eller måske bare se, hvad andre seere sender ind, kan du gå ind her.