Sejlbåd udbrændt: Ingen spor af ejerne

Politiet er på bar bund i en sag om en sejlbåd, der brændte voldsomt på Vejle fjord

En udbrændt båd er endt som et sandt mysterium for Sydøstjyllands Politi. Forbipasserende så båden i flammer ud for Ibæk Strandvej natten mellem fredag og lørdag ved kvart i to-tiden og kaldte på hjælp.

- Da brandvæsnet kommer frem er båden fuldstændigt overtændt og den udbrænder, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund til TV Syd.

Politi og brandvæsen fandt ingen personer på båden, da branden endeligt var slukket. Derfor iværksatte de en stor eftersøgning på fjorden med både hunde og helikopter. Men uden resultat.

- Vi har heller ikke kunnet finde ud af, hvem der ejer båden. Det står altså hen i det uvisse, siger Lars Grønlund.

Han opfordrer derfor folk, der ved noget om branden, til at kontakte Sydøstjyllands Politi.

Ekstravideo: Se video fra nattens brand (varighed: 15 sek)

Klik og se mere tv på localeyes.dk