Sejlsport: OL bronze til Kolding

Allan Nørregaard og Peter Lang fra Kolding Sejlklub vinder OL-bronze i 49'eren efter en spændende medaljesejlads.

Allan Nørregaard og Peter Lang fra Kolding Sejlklub sikrede sig onsdag bronze i Weymouth, hvor dette års sejlsportskonkurrencer afholdes.

Det skete efter en spændende finalesejlads, hvor fem både havde chance for bronze, og hvor danskerne fik en rigtig dårlig start. Alligevel var det danskerne, der triumferede til sidst.

Da starten gik, valgte danskerne i modsætning til flere af konkurrenterne at gå til venstre, hvor de fleste andre gik højre om.

Det var ikke umiddelbart det bedste valg, for ved første mærke var danskerne nummer ni af de 10 både, og tredjepladsen var langt væk.

Men Nørregaard og Lang kæmpede sig op på en femteplads ved tredje mærke og var på det tidspunkt á point i den samlede stilling med medaljesejladsens førende båd fra Østrig.

For at avancere skulle de passere australierne, men kunne ikke rigtigt komme forbi. Så tog de en modig beslutning og valgte en anden kurs, og det gav bonus.

Danskerne sluttede sejladsen på tredjepladsen og slutter samlet fire point bedre end østrigerne på fjerdepladsen.

Dermed hentede dansk sejlsport to medaljer ved OL. Medaljen i 49'eren var den niende danske OL-medalje.