TV der bevæger dig

Sejlsportslegenden Paul Elvstrøm er død

Paul Elvstrøm blev 88 år. Foto: Elvstrøm Sails

Den danske sejlsportslegende Paul Elvstrøm er død i en alder af 88 år. Paul Elvstrøm vandt fire OL-guldmedaljer og 13 verdensmesterskaber og grundlagde Elvstrøm Sails i Aabenraa, der fortsat producerer sejl til hele verden.

I samarbejde med tv2.dk

Danmarks mest succesfulde OL-atlet nogensinde, sejleren Paul Elvstrøm, er onsdag morgen sovet ind i en alder af 88 år. Det skriver Ritzau.

Elvstrøm er en af de mest alsidige sejlere nogensinde og bærer en stor del af æren for, at Danmark gennem mange år har været en af verdens førende sejlsportsnationer. Han er også grundlægger af Aabenraa-virksomheden Elvstrøm Sails, der i dag producerer sejl til hele verden.

I 1996 blev han kåret som det 20. århundredes største sportsmand i Danmark af Danmarks Idrætsforbund efter en imponerende karriere. Og i 2007 blev Paul Elvstrøm optaget i dansk idræts Hall of Fame. 

Udviklede nye teknikker

Fra 1948 til 1960 vandt han fire OL-guldmedaljer i streg i først firefly og senere finnjolle. De flotte OL-bedrifter blev krydret med ikke mindre end 13 verdensmesterskaber i otte forskellige bådtyper. 

Sideløbende med sine imponerende sejre inden for sejlsporten har Paul Elvstrøm, der begyndte som 12-årig i Hellerup Sejlklub, været banebrydende inden for udviklingen af udstyr og teknikker.

Blandt andet var han den første til at placere hængestropper i bunden af sin jolle, så han kunne hænge på kanten af båden og holde kursen. Teknikken betød, at han især i hård vind kunne sejle fra sine modstandere. 

Paul Elvstrøm levede og åndede for sejlsporten. Foto: Elvstrøm Sails

Deltog i OL som 60-årig

Elvstrøm har også været med til at udvikle alt fra redningsveste og sejl til hele bådtyper som trapezjollen. 

Sejlsportshelten deltog i alt i otte Olympiske Lege. Paul Elvstrøm indstillede karrieren efter OL i 1988, hvor han sejlede i tornado-klassen med datteren Trine som gast. 

Paul Elvstrøm efterlader sig fire døtre, ni børnebørn og to oldebørn. Han døde i sit fødehjem i Hellerup omgivet af sin familie.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App