Seks-årige Tobias tabte kampen til kræften

Den seks-årige Tobias, som fik sin computer og mobiltelefon stjålet på Odense Universitetshospital, mens han var indlagt til kræft-behandling, har tabt kampen mod sygdommen. Han døde lørdag, skriver hans far på Facebook.

Det fortæller JydskeVestkysten mandag.

Tobias fra Genner ved Aabenraa blev landskendt, da en tyv stjal hans Playstation, en bærbar computer og en iPhone med 1200 billeder, da han var i kræftbehandling i Odense.

Sagen blev massivt omtalt i medierne ? og det lykkedes at få flere af tyvekosterne leveret tilbage.

På Facebook skriver hans far, Jesper Nørskov Nielsen, og hans stedmoder, June Dencker Moshage:

- Kræfterne slap op. Ære være min elskede søn. Jeg elsker dig Tobias, skriver Jesper Nørskov Nielsen.

June Dencker Moshave fortalte søndag til JydskeVestkysten, at Tobias i løbet af den sidste måned har været hjemme mellem kemobehandlingerne og 33 strålebehandlinger på Rigshospitalet.

- I torsdags fik vi ham endelig hjem for første gang i ti måneder. Han var så glad, og han havde det rigtigt godt. Men lørdag eftermiddag begyndte han at kaste op og beklage sig. Men det var helt normalt, at han blev skidt tilpas mellem kemobehandlingerne, fortæller hun til avisen.

Den seks-årige dreng fik høj feber, og ved 19-tiden fik han hjertestop og lægerne kunne ikke genoplive ham.