Seks dages anmeldelser er forsvundet fra politiets system

100-125 politianmeldelser foretaget på politi.dk er forsvundet på grund af en teknisk fejl.

I fem dage har man forgæves anmeldt sin cykel eller bil stjålet i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

En teknisk fejl betyder, at en række anmeldelser er gået tabt.

De bortkomne sager vedrører anmeldelser af tyveri og hærværk i perioden mellem den 22. og 27. juni. Og det betyder, at borgere, der i den periode har lavet en anmeldelse via politi.dk, skal gøre det igen. 

- En fejl i systemet gør, at henvendelserne ikke er blevet lagret. Der er tale om et isoleret problem i vores kreds, og det er dybt beklageligt, at de berørte skal taste deres anmeldelse ind igen, siger Mads Dollerup-Scheibel, der er kommunikationsmedarbejder hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Mellem 100 og 125 anmeldelser er gået tabt

Syd- og Sønderjyllands Politi modtager i gennemsnit cirka 20-25 anmeldelser dagligt.

- Så et forsigtigt skøn er, at det drejer sig om 100-125 anmeldelser, siger Mads Dollerup-Scheibel.

Der er til gengæld ingen problemer med politianmeldelser foretaget ved personligt fremmøde på politistationen eller telefonisk. Det drejer sig alene om sager anmeldt via politi.dk.