Guide: Seks gode råd om fyrværkeri

Fra i dag den 27. december må man affyre sine raketter. Lyt til eksperternes gode råd.

I Region Syddanmark blev der sidste år registreret 22 fyrværkeriskader - heraf 14 øjenskader og fire håndskader. Året før var tallet 14.

Når det fra i dag er lovligt at sætte tændstikken til raketter og andet fyrværkeri, er det vigtigt at huske på sikkerheden. Langt de fleste ulykker er nemlig øjenskader, hvor det i mange af tilfældene skyldes, at de tilskadekomne ikke har haft sikkerhedsbriller på.

- Det er som regel ikke det fyrværkeri, du selv skyder af, men det fra naboen, der kommer hen til én. Så husk brillerne, advarer Jes Graasbøll fra Saturn Fireworks nord for Kolding.

CE-mærkning

  • XXXX-YY-ZZZZ…
  • Her vil XXXX være et nummer på det bemyndigede organ, der har godkendt artiklen, YY vil være kategorien af artiklen, og ZZZZ… vil være et løbenummer på artiklen.

(Kilde: Sikkerhedsstyrelsen)

Han er professionel fyrværker og har 15 års erfaring med fyrværkeri. Han er autoriseret til at stå for de helt store fyrværkerier, som blandt andet det, der fandt sted den 8. december ved Kolding Light Festival.

Her er hans seks gode råd til en sikker omgang med årstidens krudt:

1. Køb god kvalitet.

2. Køb ikke ulovligt fyrværkeri.

3. Hold ikke fyrværkeri i hånden.

4. Opbevar dit fyrværkeri i en pose.

5. Gå aldrig tilbage til en fuser.

6. Husk (for guds skyld) sikkerhedsbriller.

De 5 fyrværkeriråd

  • Brug altid beskyttelsesbriller
  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  • Gå aldrig tilbage til en fuser

(Kilde: Sikkerhedsstyrelsen)

Sikkerhedsstyrelsens råd

Brugen af sikkerhedsbriller er det allervigtigste af sikkerhedsrådene, mener Sikkerhedsstyrelsen.

Sikkerhedsbriller sænker markant risikoen for alvorlige ulykker, og kun fem procent af de alvorlige ulykker i 2017/2018 skete for personer, der bar sikkerhedsbriller, skriver Sikkerhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Brugen af sikkerhedsbriller er lige vigtigt, om man selv fyrer af eller bare er tilskuer.

Ud af de 200-300 personer, der hvert nytår ender på skadestuen på grund af fyrværkeri, er ca. en fjerdedel af dem  tilskuere til fyrværkeri.
Sikkerhedsstyrelsen understreger også, at fyrværkeri skal være CE-mærket for at være lovligt. (Se faktaboks ovenfor)

Ikke alle må købe fyrværkeri. Man skal være fyldt 18 år, og det skal salgsstederne skilte tydeligt med.

Dog må man allerede fra 15 år købe for eksempel stjernekastere, knallerter, bordbomber og knaldperler.

Og så lige en sidste information:

Den 1. januar er sidste dag, man må skyde krudt af.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.