Seks personer er bragt til sygehuset efter ulykke på motorvej

Seks personer er kørt til sygehuset efter uheld på E45 efter 23 biler og lastbiler er kørt sammen.

quote

Vi var så heldige, at der var en lægehelikopter i luften, og den kunne give os overblikket.

Vagtchefen, Sydøstjyllands Politi

I alt 23 køretøjer, heraf seks lastvogne, var tirsdag formiddag involveret i et stort færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej, oplyser politiet. Seks personer er blevet bragt til lokale sygehuse.

Uheldet var så omfattende, at trafikken blev spærret i nordgående retning mellem Vonsild og Kolding S, oplyser Vejdirektoratet og politiet. 

23 biler og lastbiler i ulykke på E45 lige syd for Kolding.
23 biler og lastbiler i ulykke på E45 lige syd for Kolding.

- Vi var så heldige, at der var en lægehelikopter i luften, og den kunne give os overblikket, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi. Der var tale om ét samlet uheld, viste det sig.

Ved 13-tiden kan politiet ikke udtale sig om, hvornår motorvejen er ryddet, så der atter kan åbnes for trafik.

På grund af sneen kunne lastvogne ikke benytte krybesporet, og det kan muligvis have været en medvirkende årsag til de mange sammenstød.