Seks skarpe om vinterdæk

Falck er vant til at hive danske bilister op af grøfterne ved vintertide. Det har fået redningskorpset til at lave seks skarpe råd om vinterdæk.

- Vi ved, at det kommer hvert år. Alligevel ender masser af bilister i grøften, siger redningschef Heino Svenningsen, Falck.

- Vi har lavet seks skarpe til spørgsmålet "Skal - skal ikke - iføre vognen vinterdæk?" Rådene bygger dels på de oplevelser, vore reddere har hver eneste vinter, dels på erfaringerne fra de par tusin biler, som vi selv kører med.

Forberedt

Falck er vinterklar.

- Vi ved, at nattefrosten kommer i løbet af få uger. Så vi har forberedt os mentalt på, at der kan blive travlt. Specielt, hvis frosten - eller sneen - kommer en mandag morgen. Så bryder alt sammen, siger Heino Svenningsen.

Han peger bl.a. på myten om, at sommerdæk er udmærkede ved syv plusgrader.

- Det kan godt være, at der er syv grader ved middagstid. Men om natten falder temperaturen til nær frysepunktet.

De seks skarpe

De seks skarpe råd fra redningskorpset lyder:

1. Vinterdæk eller ej? Kig på dit behov. Er du afhængig af bilen, når der er masser af sne, bør du skifte til vinterdæk. Uanset type bør du have mindst 3 mm mønster ? også selv om loven siger 1,6 mm

2. Kan jeg komme gennem vinteren på sommerdæk, hvis jeg har mulighed for at lade bilen stå de dage, det sner? Ja. Men husk lige på, hvor mange dage det har været snevejr de sidste par vintre.

3. Er det nødvendigt at skifte til vinterdæk, allerede når temperaturen er nede på 7 plusgrader? Nej. Det er en ofte fremført påstand, men sommerdæk er udmærkede ved 7 plusgrader. Men når det er 7 grader om dagen, kan der ofte være nattefrost, og så er det sæson for vinterdæk.

4. Min bil har brede sommerdæk, står de så ikke ekstra godt fast i vinterføre? Nej. Til vinterbrug skal dækkene være så smalle som muligt.

5. Kan jeg bremse på sne med sommerdæk, når jeg har ABS-bremser? Nej. Fastkørt sne kan være så glat, at dækkene låser og bilen kurer af sted som en slæde. ABS-bremser eller ej.

6. Er det en god idé at lægge et af sommerdækkene i bilen, hvis den ikke har et reservedæk? Ja, og så skal man huske at have hjulboltene til sommerdækkene med. Der kan nemlig være forskel på hjulboltene til vinterhjul, på stålfælge og sommerhjul på alu-fælge.

Våde blade

- Som et lille sideråd skal bilisterne være opmærksomme på veje, som er dækket af våde blade. De kan også være særdeles glatte.

Døde batterier

Heino Svenningsen og hans folk er også klar til den første morgen med hård frost. Så står hundredvis af bilister med døde batterier.

- Med alt det udstyr vi har i bilerne i dag - radio, gps, mobiltelefon, spil til børnene, klimaanlæg, rude- og sædevarmere skal man ikek forvente, at et batteri holder mere end tre-fire år.