SF: Grindsted-forurening kan løses med ny teknologi

Det er ikke længere nødvendigt at grave hele byen op for at stoppe Grindstedforureningen, mener SF. Nu beder partiet Region Syddanmark om at undersøge nye muligheder.

Hvert år strømmer kræftfremkaldende stoffer ud i Grindsted Å fra Grindstedværket.

Men nye teknologiske løsninger vil formentligt gøre det muligt at rense op efter de store jordforureninger.

quote

Nye teknologier åbner muligheden for, at vi kan fjerne de hotspots, som forureningen strømmer fra.

Bent Olsen, medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Region Syddanmark, SF 

Derfor beder Bent Olsen fra SF, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Region Syddanmark, nu regionen om at undersøge muligheden for at fjerne de hotspots under byen, hvor giften strømmer fra.

- Nye teknologier åbner muligheden for, at vi kan fjerne de hotspots, som forureningen strømmer fra. Det vil sige, at vi fjerner en væsentlig del af forureningen, så udsivningen stopper helt fra disse hotspots. Der vil ikke løbe mere forurening herfra ud i vores søer og åer, siger han.

Nye teknologier er løsningen
SF har stillet miljøminister Esben Lunde en række spørgsmål om forureningen fra Grindstedværket. De har blandt andet spurgt til nye teknologiske muligheder, der kan rydde op efter forureningen. Region Syddanmark har svaret ministeren, at den eneste løsning, der er, er at grave jorden op, fordi der er kviksølv i.

quote

Vi skal gøre op med fortidens synder én gang for alle, for de forsvinder ikke af sig selv.

Bent Olsen, medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Region Syddanmark, SF 

Men det er Bent Olsen uenig i.

- Virksomheder som Krüger og Fortum er langt fremme i udviklingen af nye teknologier. Begge virksomheder kommer til SFs borgermøde om forureningen efter Grindstedværket for at fortælle om mulighederne, siger han.

- Men jeg vil også tage initiativ til, at Region Syddanmark inviterer de to virksomheder til et møde, hvor vi kan drøfte mulighederne og økonomien med vores embedsfolk, som kender sagen, siger han.

SF mener, at der har været et stort fokus på lappeløsninger i form af pumpeløsninger og barrierer i jorden. Men det er vigtigt, at der bliver fundet en varig løsning.

- Vi skal gøre op med fortidens synder én gang for alle, for de forsvinder ikke af sig selv, siger han.