SF's politiske ordfører skifter til Socialdemokraterne

Jesper Petersen skifter til Socialdemokratiet. Annette Vilhelmsen kan ikke være overrasket, siger han.

SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, forlader sit parti for i stedet at melde sig ind i Socialdemokratiet.

Den 31-årige Jesper Petersen betragtes som et af Christiansborgs store politiske talenter. Siden formandsvalget, hvor Annette Vilhelmsen blev ny leder af partiet, har han dog mistet indflydelse.

- Det er en beslutning, som jeg har gået og måtte overveje gennem længere tid. Men der er mange elementer i så stor en beslutning, siger Jesper Petersen til TV2.

- Men jeg har måttet erkende, at når det handler om det grundlæggende politiske ståsted og om vægtningen af den konkrete politik i hverdagen på Christiansborg, og ikke mindst evnen og viljen til at tage ansvar og lederskabet på sig, der hører jeg hjemme i Socialdemokraterne, siger han.

Han meldte sig ud tirsdag aften klokken 21.17. Kort forinden havde han kontaktet SF's formand.

Han ønsker ikke at referere fra deres samtale, men han fik med egne ord sagt det til hende, som han gerne ville sige:

- Jeg ønsker hende og SF alt det bedste. Jeg skylder det parti alt, og jeg håber, at der også vil være et stærkt SF fremadrettet.

- Men hun kan heller ikke være overrasket over, at når vi er uenige om den linje, som hun er ved at folde ud som formand - hvad hun har ret til, fordi hun er valgt med det mandat - men jeg er uenig i den, siger han.

- Men jeg kan mærke helt nede i maven, at det er det rigtige, og jeg vil føle mig mere hjemme på bageste række i Socialdemokraterne end i forreste række hos SF, siger han.

Jesper Petersen har siddet i Folketinget siden 2007, hvor han blev valgt ind fra Sønderborg-kredsen.

Han har været sit partis politiske ordfører siden 2011.