Sibirien kom til Sønderjylland

Med temperaturer på minus 20,2 grader blev lørdag morgen vinterens koldeste. Der er dog lang vej til rekorden.

Hvis du vil spare en skilling i disse dage, så sluk dybfryseren og stil frostvarerne ud i haven. Tidligt lørdag morgen blev der nemlig målt minus 20,2 grader i Skrydstrup i Sønderjylland.

- Temperaturen blev målt omkring klokken otte i morges. Og det er faktisk den laveste temperatur denne vinter, siger Lars Henriksen, meteorolog ved DMI.

Men selv om kulden bider dig ansigtet i disse dage, så er der endnu et godt stykke ned til de hidtidige kulderekorder.

I 1942 blev den koldeste temperatur, februar nogensinde har set, målt. 29 frostgrader viste termometeret på vejrstationen ved Brande dengang.

Lørdag morgen har de sønderjyske hundeluftere sandsynligvis haft uldunderbukserne på. Men den bidende morgenluft kan ikke have haft lige så skarpe tænder som den, thyboerne måtte tage til takke med, da alle tiders kulderekord blev sat i 1982.

I januar 1982 hamrede termometrene i bund, da der blev målt minus 31,2 grader ved Hørsted i Thy.

Der er dog ingen grund til at frygte, at vi tangerer den rekord i 2012, vurderer Lars Henriksen.

- Vi kommer ikke engang under de minus 20,2 grader igen. Der kommer nogle høje skyer ind over os i aften og i nat, og det gør altså, at temperaturerne ikke kommer så langt ned, siger han og fortsætter:

- Bornholmere må dog forberede sig på, at der kommer nogle kraftige snebyger i løbet af dagen. Derudover vil der blæse en frisk nordøstlig vind derovre, og det kan altså skabe problemer på de kanter.

Resten af danskerne kan dog forvente en solrig dag med lave temperaturer og enkelte snebyger hist og her ifølge meteorologen.