Sidste knald på Skallingen

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) trykkede på knappen, da den sidste mine i formiddag blev spængt på Skallingen. Bortspængningen markerer, at ca. 8000 miner er fundet i området.

Rydningen, som begyndte i foråret 2006, betyder, at Danmark overholder sine forpligtelser i forhold til Ottawa-konventionen, hvor landene forpligter sig til at fjerne farlige mine-felter.

- Det glæder mig meget, at Danmark har kunnet overholde denne meget vigtige konvention. Danmark har stor tradition for at yde støtte ved forskellige minerydningsprojekter over hele verden, og derfor er det glædeligt, at vi nu har sikret, at alle minefelter på dansk jord er fjernet for tid og evighed, siger transportminister Henrik Dam Kristensen.

Også udenrigsminister Villy Søvndal (SF) glæder sig:

- Danmark støtter jo minerydning i konfliktramte lande, så det glæder mig, at vi nu også kan erklære os selv minefri. De menneskelige konsekvenser af disse våben er afskyelige. Vores indsats her er et udtryk for den vægt regeringen lægger på nedrustning, ikke-spredning og våbenkontrol, og ligger i naturlig forlængelse af den sammenhængende politik på området, som vi lancerede i begyndelsen af året.

Bog om rydningen

Under arbejde på Skallingen er der fundet 8000 miner - eller dele deraf. En del af minerne var så farlige, at de er blevet bortsprængt på steder.

Alene under rydningens fase tre er der over halvandet år fundet ca. 100 miner - eller mine-dele - om dagen.

I forbindelse med dagens arrangement på Skallingen blev præsenteret en bog, som Kystdirektoratet har fået lavet.

- Det er en stor glæde at kunne præsentere det flotte værk, som minutiøst gennemgår og fortæller den fantastiske historie om det store arbejde, det har været at rydde Skallingen. Bogen skildrer således også nogle af verdens mest moderne metoder for minerydning, siger Henrik Dam Kristensen.

Bogen har titlen "Minerydning Skallingen - historien om rydningen af Danmarks sidste minefelt".