Sidste seks hængebugsvin har fået nye hjem

Alle ni hængebugsvin, der 10 december dukkede op i Klelund Plantage har nu fået nye hjem.

Tre af de ni svin skal bo hos eleverne på Vorbasse Skole, fire skal til private ejere på Sjælland og to fortsætter livet som kæledyr her i Jylland, ligeledes hos privatpersoner.

Sofie Kirk Kristiansen, LEGO-arving og ejer af Klelund Plantage, undrer sig over, at de ukendte ejere af svinene tilsyneladende bare har læsset dyrene af i plantagen. Især da to af svinene var smågrise, der var temmelig forkomne af kulde og sult, da de blev opdaget.

Sofie Kirk, naboer og ansatte fik hængebugsvinene ind i en fold, hvor de er blevet fodret og har boet, indtil de i dag bliver transporteret til deres nye hjem.