Sidste skud i katapulten, inden oldtidspark går i vinterhi

Som et sidste punktum i år var der torsdag aften et stort ildshow i jernalderlandsbyen Hjemsted - Danernes Verden ved Skærbæk.

Torsdag aften var der ildfest i jernalderlandsbyen Hjemsted - Danernes Verden. Fredag lukker og slukker parken for i år og går i vinterhi frem til marts 2019.

Sæsonafslutningen fejredes med en sidste affyring af den romerske ildkatapult - også kaldet onager - til stor fornøjelse for de cirka 80 fremmødte publikummer.

 
 

Onager er en rekonstrueret romersk kastemaskine. Den har sit navn fra det latinske ord for vildæsel, fordi den ”sparker bagud”. Den findes i mange størrelser, hvoraf den i Hjemsted hører til de absolut største, vejer cirka to ton og har en skudvidde på ca. 500 meter.

I alt har 15.000 besøgende været forbi parken i løbet af 2018, og det er Karsten Eskildsen, der er formidlingsleder i parken, ganske godt tilfreds med.

- Det er desuden lykkedes os at få gang i flere værksteder, så vi kan repræsentere flere håndværk og fortællinger om livet i jernalderen, og det fortsætter vi med, når vi åbner igen til marts 2019.