Siger Dronningen Hut-li-hut eller selfie?

Flere bettingbureauer udlover høje odds, hvis Dronningen siger ord som 'emoji', 'Star Wars' eller 'Europol'.

Når Hendes Majestæt Dronning Margrethe senere torsdag sætter sig til rette med sine noter foran sig på Fredensborg Slot, så kan der være penge at hente, hvis Dronningen siger ’Snapchat’, ’selfie’ eller ’Hut-li-hut’.

Flere bettingbureauer giver nemlig gamblere mulighed for at skabe lidt ekstra spænding, når Dronningen torsdag aften holder sin traditionsrige nytårstale.

Siger dronningen eksempelvis ’Snapchat’ eller ’Europol’, så får man pengene retur 24 gange ved bettingfirmaet Nordicbet.dk. Gør Dronningen derimod som Flemming Toft i sommeren 1992 og udbryder et ’Hut-li-hut’, så kan man få sine penge igen hele 90 gange ved spilfirmaet betsafe.dk.

Tager Dronningen derimod nogle mere traditionelle ord i sin mund som ’2016’, ’aften’ eller nytårshilsen’, så kan man kun hæve pengene 1,05 gange.

Dronningen holder som altid sin nytårstale klokken 18.00 torsdag aften.