Sigtes for drab på landsmand med mange knivstik

To mænd med afghansk afstamning fremstilles kl. 13 i grundlovsforhør. De sigtes for at have dræbt den 22-årig Ahmad Fouad Karimi med mange knivstik.

To mænd er tirsdag aften blevet anholdt og sigtet for knivdrabet på en 22-årig mand i Horsens i marts. Anholdelsen skete uden dramatik.

Den ene er 24 år og bor i Aarhus, mens den anden er en 29-årig mand med bopæl i Horsens. De to mænd blev anholdt henholdsvis klokken 20.30 og 21.20 i Aarhus.

- Anholdelsen af de to mænd skete individuelt. Det foregik uden dramatik, fortæller vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Carsten Thostrup til TV SYD.

Den 22-årige afghanske statsborger Ahmad Fouad Karimi blev fundet død i sin lejlighed på Hybenvej i Horsens 18. marts. Han var blevet stukket med kniv rigtig mange gange.

- Så der ligger noget bag, siger Carsten Thostrup.

Politiet ønsker dog ikke at komme ind på, hvad motivet til forbrydelsen er, og hvad der førte til anholdelsen af de to mænd.

- Det var væsentlige elementer i efterforskningen og ting fra de tekniske undersøgelser, der ledte os frem til de to mænd, siger Carsten Thostrup til Horsens Folkeblad.

De to mænd bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor dørene vil blive begæret lukket af hensyn til den videre efterforskning.

Undervejs i efterforskningen af drabet har politiet blandt andet bedt offentligheden om hjælp via både Twitter og Facebook.

"Ahmad blev stukket med kniv - set / fundet den i kvarteret Hybenvej, Sundvej eller tøj/ handsker måske med blod? Ring 114", skrev politiet således på Twitter i slutningen af marts.

I et forbindelse med efterforskningen har politiet også gennemgået fem ton affald fra containere, skraldespande og andre steder, blandt andet i et forsøg på at finde den kniv, der blev brugt ved drabet.