Sikker sejr til Sønderjyske i Aalborg

Sønderjyske vandt tirsdag aften sikkert 6-3 i Aalborg. Sejren sikrer Sønderjyske hjemmebanefordel i kvartfinalerne.

Da Anssi Rantanen knap midtvejs i første periode med sit første Sønderjyske-mål havde sørget for 1-0-føringen, så gik det for alvor stærkt. Inden perioden var slut havde Sønderjyske scoret yderligere fem gange.

Den flotte første periode blev lidt en sovepude, og Aalborg kom tilbage og fik reduceret tre gange i anden periode. Det kunne dog ikke ændre ved, at sejren til Sønderjyske aldrig kom i fare i slutfasen.

- Vi spillede en helt outstanding første periode, men så er det som om, at vi mentalt checkede ud af kampen efter den store føring. Da Aalborg så scorede, har vi svært ved at komme i gang igen og kommer lidt på hælene. I tredje periode fik vi styr på kampen igen, lyder kommentaren til kampen fra siger cheftræner Dan Ceman på Sønderjyskes hjemmeside.

Med sejren er Sønderjyske sikret en plads i top fire i grundspillet. Det betyder, at Sønderjyske har hjemmebanefordel i kvartfinalen og begynder hjemme fredag den 4. marts. Der er så udekamp søndag den 6. marts, og tredje kvartfinale spilles tirsdag den 8. marts i SE Arena i Vojens.

Det kan dog blive alt fra en første- til en fjerdeplads i grundspillet, og fredag er der vigtige point på spil, når det gælder det klassiske opgør på hjemmebane mod Herning, som er nummer fire. Der er kampstart kl. 19.30 i SE Arena.