To sikkerhedslandinger i Billund

To sikkerhedslandinger med to timers mellemrum i Billund Lufthavn. Et passagerfly med 7 ombord og en helikopter med to personer fik tekniske problemer. Begge luftfartøjer kom sikkert ned.

- Det er usædvanligt, siger lufthavnens direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, til TV SYD. Ofte er der heldigvis bare tale om computerfejl, men vi tager ingen chancer, når det gælder sikkerhed.

TV SYD fotograf i helikopter

TV SYD havde ved 13-tiden en fotograf med i en helikopter fra Billund. Sammen med en anden helikopter var den hyret til at tage billeder af de ansatte hos HTH i Ølgod, som danner ordene Knæk Cancer.

Den anden helikopter, som skulle flyve to pressefotografer til Ølgod fik problemer kort efter starten - og kom aldrig frem.

Bremsefejl

Begge sikkerhedslandinger i dag var i den laveste kategori, standby 1.

Kl. 11.38 meldte et passagerfly fra Sun Air om, at der var indikeret en fejl på bremsesystemet. Flyet, som kom fra Manchester, landede dog helt uden problemet og taxiede til platformen, hvor passagererne kunne forlade flyet som normalt. Der var tre passagerer og fire besætningsmedlemmer på flyet.

Kl. 13.24 var det helikopteren, som meldte om fejl i gear- og koblingssystemet. Helikopteren kom ned uden problemer - og den fløj til lufthavnens Golf-område.

En sikkerhedslanding på standby 1 udløser kun en intern alarm. På Standby 2 alarmeres politi, ambulancer og brandvæsener udefra. Ved standby 3, som er den alvorligste med overhændende fare for havari, slås en stor-alarm.