Sikkert forårstegn: Ellevilde køer lukket ud på græs

22 økologiske landmænd i Syd- og Sønderjylland tog i dag mod gæster på gården, da de lukkede deres forårskåde økologiske køer på græs.

Klokken var 12, da landmand Søren Svennesen lukkede sine økologiske køer på græs, mens 200 nysgerrige gæster fra nær og fjern kiggede på. 

Ifølge de økologiske regler skal køerne lukkes på græs i hele sommerhalvåret.

Søren Svennesen driver sammen med sin hustru, Helle Svennesen, Bjerggaard Barsø Landbrug. De besluttede at lægge om til økologi for tre år siden. I november sidste år sendte de deres første økologiske mælk afsted til Arla, og i dag var det første gang, landmandsparret kunne invitere fremmede til økodag på Barsø, hvor de driver deres landbrug.

quote

Det er interessant og spændende at tilbyde andre, som ikke er vant til livet på landet, at de kan komme og se vores køer blive lukket på græs.

Søren Svennesen, økologisk landmand, Barsø

- Vi deltager i Økodag, fordi det er interessant og spændende at tilbyde andre, som ikke er vant til livet på landet, at de kan komme og se vores køer blive lukket på græs. Det vigtigste for os er at vise gæsterne øen og beliggenheden, som er helt særlig, siger Søren Svennesen.

En af gæsterne var fysioterapeut Stina Kjær, som tog turen fra Odense til Barsø med en veninde og deres respektive børn for at være med på den årlige økodag.

- Det er en meget speciel oplevelse, og det tror jeg også, ungerne synes. Det her med at man skal over med en færge, og det er en lille hyggelig ø. I forhold til nogle af de andre økodage, vi har været til, så er det en lidt mere intim og hyggelig oplevelse herovre, siger Stina Kjær til TV SYD.

- Især det her med at komme tæt på køerne og de små nyfødte køer har været en stor oplevelse for børnene, siger hun.

Økologi sætter rekord

Søren Svennesen har drevet landbrug på Barsø i mange år, før han lagde om til økologi. En beslutning, han tog, da Arla manglede økologiske mælkeproducenter.

quote

Især det her med at komme tæt på køerne og de små nyfødte køer har været en stor oplevelse for børnene.

Stina Kjær, fysioterapeut, Odense

I 2017 satte salget af økologiske mælkeprodukter rekord.

- Vi prøver så vidt muligt i vores hverdag at købe meget økologisk. Det er meget blandet, men vi har altid økologisk mælk og forsøger også med økologisk yoghurt og smør. Alle mælkeprodukter forsøger vi at købe økologisk, fortæller Camilla Jespersen, som har taget turen fra Odense sammen med veninden.

De to veninder er enige:

- Det har været super god dag. Det er hyggeligt, og ungerne hygger sig – det har været en rigtig god oplevelse.