Sydjysk beredskab rejste 11.500 kilometer: Sikrede rent drikkevand til tsunami-ofre

Tre lokale specialister fra Beredskabsstyrelsen i Haderslev er hjemme igen efter nogle hektiske uger i Indonesien. De har været med til at sikre drikkevand efter jordskælv og tsunami.

De tre lokale har sammen med fem kolleger fra Beredskabsstyrelsen sluttet deres indsats i Indonesien, der i september blev ramt af et kraftigt jordskælv og tsunami. På halvanden måned har de leveret 800.000 liter rent drikkevand til befolkningen.

- To af min kolleger har været i Indonesien i fem uger, mens jeg selv var derovre i tre uger. Vi havde al udstyret med hjemmefra kassernen i Haderslev, fortæller  Allan Kirk Jensen, der er chef for Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev.

quote

Rent vand er vigtigt for at undgå at sprede sygdomme - og gøre situationen endnu værre for de, der er hårdt ramte i forvejen.

 Allan Kirk Jensen, chef for Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev

Den 28. september blev den indonesiske ø Sulawesi ramt af et kraftigt jordskælv, en tsunami og såkaldt likvefaktion – et fænomen hvor jorden bliver som kviksand og suger alt til sig.

Over to millioner mennesker blev påvirket af katastrofen. Mere end 2.000 mistede livet, og over 200.000 blev fordrevet fra deres hjem.

800.000 liter drikkevand leveret

Efter anmodning fra Indonesien sendte Beredskabsstyrelsen katastrofebistand til Indonesien i form af vandrensningsmoduler, nødstrømsgeneratorer og et hold specialister på otte personer. 

- Vi har opsat og drevet vandrensningsudstyret. I alt er der blevet leveret 800.000 liter rent drikkevand i Palu og Sigi. Langt det meste har folk selv hentet i flasker, dunke og så videre. Rent vand er vigtig for at undgå at sprede sygdomme - og gøre situationen endnu værre for de, der er hårdt ramte i forvejen, siger Allan Kirk Jensen.

Beredskabsstyrelsens indsats er finansieret af Udenrigsministeriet og er en del af Danmarks samlede bidrag til Indonesien.

Se hele rundvisningen i teltlejren.
Video: Beredskabsstyrelsen Sydjylland

Indsigt på godt og ondt

I de tre uger Allan Kirk Jensen var i Indonesien, fik han også et indblik i, hvad sådanne katastrofer gør ved et samfund - et indblik både på godt og ondt.

- Lige ved siden af os boede nogle kvinder og børn, der havde mistet deres hjem og deres mænd. Det vil jo sige, at der er familier, der er revet i stykker, og hvor indtægtsgrundlaget er forsvundet. Man har jo ikke det velfærdssystem i Sydøstasien, som vi har, fortæller han om det værste ved turen.

Men noget godt var der også at se i mængden:

- Selvom nogle har det skidt, så er alle parate til at hjælpe for at hjælpe sig selv og hinanden. Man efterlader ikke folk på gaden. Så selvom man ikke har så meget, så deler man med dem, der er omkring én. Så i de her katastrofesituationer er der altid sådan en stående sammen, som jo altid er positiv at være vidne til, siger Allan Kirk Jensen om turen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.