Sild vil have besøg af flere danskere

Det er langt mellem de danske turister på feriøen Sild. Det vil øens turistforening lave om på.

Når danskerne hører ordet Sild, så er det de færreste, der tænker på en ø. Den nordtyske, nordfrisiske ferieø Sild har hvert år næsten én million feriegæster.  Men størstedelen af dem er ikke danske.

For selvom øen ligger i dansk farvand, så er det ikke mange danskere, der kender til den. Det vil Silds turistforening lave om på.

quote

Øen er ganske ukendt hos vore naboer i Danmark. De ved ikke, at vi ligger så tæt på, og at der er en god færgeforbindelse fra Rømø til Sild. Derfor forsøger vi at lave mere mediearbejde i de større områder i Danmark.

Moritz Luft, direktør, Sylt Marketing.

- Øen er ganske ukendt hos vore naboer i Danmark. De ved ikke, at vi ligger så tæt på, og at der er en god færgeforbindelse fra Rømø til Sild. Derfor forsøger vi at lave mere mediearbejde i de større områder i Danmark, siger Moritz Luft, direktør, Sylt Marketing, til TV SYD.

Sidste år stod danskerne for knap 10.000 overnatninger på øen. Det er kun en lille del af de årlige 7 millioner overnatninger, der er på øen.  Men det er flere danske overnatninger, end der tidligere har været.

- Vi er meget glade for, at antallet af danske overnatninger er femdoblet de seneste år. Vi mærker en stor interesse fra danskerne, og den vil vi gerne forstærke, siger Moritz Luft, direktør, Sylt Marketing.

Sild er Tysklands Skagen

Selvom der er langt mellem de danske turister på Sild, så snakkede TV SYD torsdag aften med to personer fra Odder, der har valgt at bruge sommerferien på øen.

- Vi har været her mange gange, og vi synes, her er fantastisk dejligt at være. Vi havde ikke så meget ferie i denne omgang, men her føler vi, at vi kommer hurtigt hjemmefra og over til noget helt unikt og smukt, siger Hanne Broe.

Nogle kalder Sild for Tysklands Skagen, og den sammenligning er de danske turister ikke uenige i.

- Vi er vant til at komme meget til Skagen. Det her er sådan set Tysklands Skagen, men det er anderledes. To timer med færgen, og så er du i udlandet.  Vi kan sidde på restaurant og kigge ud over vandet, mens solen går ned, og så er vinen billigere, siger Mikael Hussmann.