SINE på vej mod en ny forstander

Torsdag eftermiddag fik sportsefterskolen SINE i Løgumkloster tre nye bestyrelsesmedlemmer. Nu kan skolen så begynde at lede efter en ny forstander.

Finn Peter Hansen har haft nogle hektiske dage, efter at forstanderparret på sportsefterskolen SINE blev fyret den 26. januar.

Men nu har bestyrelsen fået tre nye medlemmer, og dermed kan skolen nu komme på rette kurs igen, fortæller han til TV SYD.

Én af de tre bestyrelsesmedlemmer er Søren Simonsen, som eller udtrådte af bestyrelsen kort tid efter, at en uvildig advokatundersøgelse blev sat i gang.

- Han havde ikke tillid til forstanderparret, men nu hvor der skal nye til, ville han gerne være med igen, siger Finn Peter Hansen.

Ud over Søren Simonsen blev Kirsten Moesgaard og Alex Petersen også en del af den nye bestyrelse.

- Nu har vi konstitueret os, og lige nu arbejder vi så på, hvordan vi kommer videre herfra, siger han.

Bestyrelsen skal finde en ny forstander inden det nye skoleår går i gang.