Sjælden fugl yngler ved Blåvand

Det ser helt unaturligt ud, når fuglen drejer sin hals helt rundt, og derfor har den fået navnet vendehals. Den er nu i gang med at yngle i Blåvand.

Flemming Jørgensen kunne godt se, at det var noget helt specielt, der boede i hans have i Blåvand. 

- Jeg synes, fuglen havde en besynderlig adfærd. Så kiggede jeg lidt nærmere på den i min kikkert, og så tænkte jeg, Gud, det er en vendehals.

- Det fede ved vendehalsen er, at hvis den føler sig truet, sidder den og drejer hals og hoved, stikker tungen bagud, rejser nakkefjerene og så sidder den og hvæser som en slange, fortæller Jonas Gadgaard fra Natur-Kultur i Varde Kommune.

Det er den sjældne vendehals, der nu har travlt med at finde myrer og andre insekter til ungerne i reden. I Blåvand er den flyttet ind i en stærekasse.

- Vi har været oppe på dupperne lige siden, og de projekter, vi havde i haven, har vi indstillet, for vi vil ikke forstyrre den. Vi ser gerne, at de også yngler her, siger Flemming Jørgensen.

Spættefugl

Man kan godt se at, vendehalsen hører til inden for spætterne. Den har kortere, stumpe kløer og mangler støttehale, så den kan ikke klatre som de egentlige spætter, ligesom næbbet heller ikke er så kraftigt.
Den er lidt mindre end en stær, skriver Dansk Ornitologisk Forening.

Tunge som en myresluger

- Det er utroligt spændende at sidde på terrassen og se, de kommer ud og ind. Den har jo en tunge som en myresluger, siger Flemming Jørgensen.

Ifølge Jonas Gadgaard sidder den ofte ved myrestier og fanger forbipasserende myrer med sin lange, klæbrige tunge.
Ungerne spises af med myrepupper. De kan indtage op til 10.000 pupper om dagen. Tungen bruges også til at fiske insekter frem fra gange i træer eller under barken.

Vendehalsen har tidligere været ret almindelig i Danmark, men den er gået markant tilbage i de seneste årtier. Bestanden og antallet af lokaliteter er mere end halveret fra 1970’erne til 1990’erne, og siden er tilbagegangen fortsat. 

- Den er sjælden som ynglefugl i Danmark. Der er nok 50 - 100 par i Danmark, siger Jonas Gadgaard. Vi fanger en håndfuld hvert år, der er på træk. Efter mærkning bliver fuglene sluppet fri igen fra fuglestationen ved Blåvand Fyr.

Vendehalsens levesteder

Vendehalsen er udbredt fra Europa og det nordligste Afrika i vest og østpå i et bredt bælte gennem Asien til Stillehavskysten og Japan. I Europa er den vidt udbredt, men mangler i det nordligste Skandinavien, på De Britiske Øer og dele af Vest- og Sydvesteuropa.
I Danmark yngler vendehalsen hovedsageligt i Jylland og Nordøstsjælland, mens den er meget sporadisk forekommende på resten af øerne. Den yngler i åben skov, men har herhjemme forkærlighed for heder og hedeplantager. En af de bedste lokaliteter er Borris Hede øst for Skjern. Vendehalsen er hulruger. Da den ikke selv kan udhugge et redehul, er den afhængig af naturlige huller eller andre spætters forladte redehuller, ligesom den også gerne benytter redekasser.
​​​​​​Kilde: dofbasen.dk