Skåltalerne afløst af protester på de danske årsmøder i Sydslesvig

Angrebet på de danske skoler fik flere mennesker end sidste år til at deltage i det traditionsrige optog gennem Flensborg i dag.

Diskrimination, kalder det danske mindretal forslaget fra den borgerligt-liberale regering i Slesvig-Holsten.
Diskrimination, kalder det danske mindretal forslaget fra den borgerligt-liberale regering i Slesvig-Holsten.

Skåltalerne blev afløst af protester på de danske årsmøder i Sydslesvig. Det danske mindretal protesterer mod forslag fra landsregeringen i Kiel til omfattende besparelser på de danske skoler i Sydslesvig.

Diskrimination, kalder det danske mindretal forslaget fra den borgerligt-liberale regering i Slesvig-Holsten.

De 47 danske skoler i landsdelen skal kun have støtte som privatskoler.
Det betyder, at en danske elev kun får 85 procent af, hvad en tysk elev får i en offentlig skole.
Omkring 20 mindre skoler og 80 lærerstillinger er i farezonen.
Det danske mindretal mener, at skolebesparelserne er en trussel mod selve dets eksistens.

Den danske regering rejser sagen

Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) holdt tale i Flensborg søndag og lovede at den danske vil rejse sagen.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) holdt tale i Flensborg søndag og lovede at den danske vil rejse sagen.

Det danske mindretal syd får nu hjælp fra udenrigsminister Lene Espersen (K). Hun skal på tirsdag mødes med den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle (FDP), og på det møde vil hun tage spørgsmålet om det danske mindretals situation i Sydslesvig op.

Det kom frem på de danske årsmøder i Flensborg søndag, hvor undervisningsminister Tina Nedergaard (V) holdt tale, og hun fremhævede blandt andet, at det drastiske sparekrav, som rammer de danske skoler syd for grænsen, nu er på udenrigsministerens bord.

- Vi må huske på, at spareforslaget ikke er endeligt vedtaget, men det ligger regeringen stærkt på sinde. Derfor vil udenrigsminister Lene Espersen på tirsdag spørge ind til baggrunden for spareforslaget, og høre den tyske forbundsregerings holdning til sagen, sagde Tina Nedergaard.

Det danske mindretal er dybt rystet, fordi regeringen i den gældsplagede nordtyske delstat, Slesvig-Holsten, vil spare cirka 35 millioner kroner ved at beskære tilskuddet til danske skoleelever.

Men det er endnu for tidligt for det danske mindretal at ånde lettet op, for den tyske udenrigsminister har ikke nogen direkte magt over den tyske delstatsregering.
- Jeg tror, at den tyske udenrigsminister vil sige, at skolepolitikken er et delstatsanliggende, men jeg håber, at Lene Espersen vil gøre det klart, at det ikke handler om skolepolitik, men om det gode forhold til Danmark, siger Anke Spoorendonk, Sydslesvigsk Vælgerforenings gruppeformand i landdagen i Kiel.