Skæbnedag for omfartsvej

En omdiskuteret omfartsvej ved landsbyen Ørum i Hedensted Kommune bliver måske virkelighed efter i dag. Naturstyrelsen har indkaldt Hedensted Kommune og Haderslev Stift til et mæglingsmøde, hvor parterne skal forsøge at blive enige om en placering af en omfartsvej.

Først blev de lovet en omfartsvej. Så nedlagde Haderslev Stift og Naturstyrelsen veto mod vejen. Nu skal Hedensted Kommune, Haderslev Stift og Naturstyrelsen så mødes i Odense i dag for at se, om de kan blive enige om, hvor omfartsvejen skal placeres.

Det er Naturstyrelsen, der har indkaldt Hedensted Kommune og Haderslev Stift til mæglingsmøde. De to parter kan ikke blive enige om, hvor omfartsvejen skal ligge. Den placering, som kommunen har foreslået, vil det lokale Præstegårdsudvalg ikke godtage. Derfor håber parterne nu, at de kan komme frem til en ny placering, som alle kan blive enige om.