TV der bevæger dig

Skal undgå speedway-fiasko i år

Nicki Pedersen blev kvæstet ved et løb i Polen (Pressefoto)

Det handler om at undgå speedway-fiaskoen, når VM-finalen skal køres i Vojens om en uge. Derfor er det vigtigt, at det danske speedwaylandhold kvalificerer sig - trods Nicki Pedersens afbud.

Sidste år missede det danske speedwaylandshold som forsvarende mester finalen ved hold-VM. Det bør ikke gentage sig i år, fordi finalen den 31. juli køres i Vojens.

Fiasko uden Danmark

Sådan lyder vurderingen fra tre klubformænd forud for lørdagens indledende runde i polske Gorzow, hvor Danmark dyster mod Polen, Rusland og Tjekkiet om én finaleplads.

- Det ville være en fiasko, hvis Danmark ikke selv er med i finalen. Det kan hverken arrangørerne, Danmarks Motor Union eller landstræneren holde til. Det ville give så store sår, så der skulle ske noget drastisk, siger Rudi S. Hansen, som er formand for Holsted Speedway Klub.

Trænger til succes

Annette Vesterskov, der er formand i Fjelsted Speedway Klub, vurderer, at betydningen for et godt dansk VM-resultat netop nu er meget vigtig.

- Det er vigtigt for dansk speedway, fordi vi har haft en periode, hvor de danske grandprix-kørere ikke helt har formået det, vi kunne have håbet. Så hvis vi vil have befolkningen bag vores sport, så trænger vi til noget succes.

Skulderskade

- Om det er speedway, håndbold eller fodbold er lige meget.
Befolkningen vil gerne være med i succeser, forklarer hun.

Det danske hold må klare sig uden sin største stjerne, da den tredobbelte individuelle verdensmester Nicki Pedersen er ukampdygtig med en skulderskade.

Netop Nicki Pedersen manglede på grund af en skade også sidste år, da finalepladsen glippede. Tabet er stort, vurderer Stefán Kristjánsson, som er formand for Slangerup Speedway Klub.

- Selvfølgelig betyder det en hel del, at Nicki Pedersen ikke er med. Det må vi indrømme, fortæller han.

Raceoff i Vojens

Ved lørdagens dyst i Polen er værterne - de forsvarende verdensmestre - storfavoritter til at gå direkte videre til finalen.
 
Nummer to og tre går videre til en såkaldt "raceoff", som finder sted den 29. juli.

Den køres ligeledes i Vojens, hvor nummer to og tre fra en anden match også stiller til start. Her er der to finalepladser på spil.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden