Skare bygger kreaturslagteri i Vejen

Mellem 40 og 50 nye arbejdspladser er på vej til Vejen. SkareGruppen investerer 100 mio. kr. i kreaturslagteri, der skal bygges i løbet af 2013.

SkareGruppen er på vej med store investeringer ved hovedafdelingen i Vejen. Den 40 år gamle virksomhed vil de kommende år udvide produktionen i etaper, og i første omgang bliver der tale om en tilbygning til 100 mio. kr., der skal rumme et kreaturslagteri.

Efter planen skal byggeriet gå i gang ved årsskiftet, og når det står færdig i begyndelsen af 2014 vil det give plads til mellem 40 ? 50 nye arbejdspladser. Slagteriet skal årligt håndtere 250 tons kvæg.

- Vi udvider fordi vi tror på, at vi kan erobre nye markedsandele, fortæller ejer og direktør Kurt Skare til TV SYD.

Udvidelsen er blot første del af en masterplan, der i de kommende år skal udvide virksomhedens eksisterende areal fra 8.000m2 til i alt 25.000 m2.

Samtidig betyder udvidelsen at Skare udvider sine aktiviteter med forædling og opskæring af kød ? til også at omfatte slagtning.

I dag har virksomheden i alt ca. 700 ansatte, hvoraf de 400 arbejder i Vejen. SkareGruppen har en årlig omsætning på 1,7 mia. kr.