Skatershow forbrændte syv - nu begynder retssagen

En 21-årig mand risikerer fængselsstraf efter brandulykke i Sønderborg sidste år.

Tirsdag klokken ni begynder Retten i Sønderborg arbejdet med at placere ansvaret for en alvorlig brandulykke, som klokken 19.15 en blæsende aften i maj 2017 fandt sted på havnen i Sønderborg.

Seks børn og en voksen blev alvorligt forbrændt ved et skatershow. Da det kneb med ilden i en to diameter stor ring, som en gruppe skatere skulle springe igennem, hældte en frivillig hjælper ekstra brændstof på.

Det antændte en eksplosionsbrand, som blæsevejret lynhurtigt sendte over på publikum, som stod tæt på.

Fængsel op til otte år

Anklageren kræver, at den 21-årige medhjælper i Sønderborg Skaterklub, som afholdt arrangementet, dømmes for uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens paragraf 249. Den rummer mulighed for bøde eller fængsel i op til fire måneder, men under særligt skærpende omstændigheder kan fængselsstraffen gå op til otte år.

Samtidigt kræver anklageren, at Sønderborg Skaterklub idømmes en bøde, fordi antændingen af ringen ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Ulykken gik værst ud over den dengang ni-årige Christian Dankert fra Sønderborg. Han blev forbrændt på 25 procent af kroppen, og han var efterfølgende indlagt på Rigshospitalets brændsårsafdeling i flere måneder. Læs mere om ham herunder.