Skatteminister får hug efter smuglersag

Holger K. Nielsen afviser kritik af grænsepolitik, men understreger, at man har fokus på forbedring.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) understreger, at man følger udviklingen på området for narkotikaindsmugling nøje.

- Både Skat og jeg har fokus på at forbedre indsatsen, hvilket ledelsen også løbende arbejder med, udtaler Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse.

Ministerens udmelding kommer i kølvandet på sagen i Ålbæk, hvor dansk politi skød og dræbte en norsk narkosmugler.

Og i dag udtalte formand for Dansk Told og Skatteforbund, Jørn Rise, at regeringens nedprioritering af toldmyndighedernes ressourcer har gjort Danmark til et oplagt mål for indsmugling af narkotika.

Den kritik afviser Holger K. Nielsen.

- Der ydes i dag en stor indsats fra Skats side. Skat har på det operationelle plan et tæt og velfungerende samarbejde med politiet og andre myndigheder, udtaler Holger K. Nielsen.

- Derfor virker det helt ude af trit med virkeligheden at tale om, at indsatsen er nedprioriteret.