Skatteyderne finansierede KIF Kolding

Håndboldklubben KIF Kolding fik en gave på 11 millioner kroner, som Kolding Kommune gav til klubbens amatørafdeling. En klar omgåelse af loven, siger ekspert.

Borgerne i Kolding Kommune var med til at finansiere klubbens økonomisk skrantende håndboldklub, KIF Kolding, da klubben var tæt på at kollapse. Det fortæller Jyllands-Posten.
 
Kolding Kommune forærede i marts 11 millioner kroner til klubbens amatørafdeling i form af en aktiepost i Koldinghallerne, som ejes af KIF Kolding og kommunen.
 
Amatørafdelingen forærede gaven videre til eliteselskabet KIF Håndbold Elite A/S, som kunne bruge aktieposten til at lave et salg på 14 millioner kroner til virksomheden Tre-For.
 
- I bedste fald er det en klar omgåelse af loven, siger professor i forvaltningsret Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.

Afviser anklagen

Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), afviser, at kommunen kendte noget til, at gaven til amatørerne ville blive videregivet til eliteafdelingen.
 
- Hvad amatørafdelingen efterfølgende gør med gaven, kan vi ikke blande os i. Så skulle vi have stillet krav, og det har vi ikke gjort, siger borgmesteren.
 
Den forklaring imponerer dog ikke professor Steen Rønsholdt.
 
- En kommune må ikke bevidst give en gave, som den ved bliver flyttet til en kommerciel virksomhed.
 
- Når gavemodtageren øjeblikkeligt giver det videre til et kommercielt foretagende, som høster gevinst på det, så er der jo i hvert fald i nogle af de her led noget galt, siger han.