Se videoen: Skib sejlede ind i bro

En tremastet skonnert kolliderede tirsdag med Chr. X’s Bro i Sønderborg, da den tog fejl af strømmen i Alssund.

En tysk skonnert skabte tirsdag morgen kaos i Sønderborg, da den ville vende stævnen hjem mod Flensborg.

Kaptajnen tog fejl af strømmen i Alssund, da han ville forlade kajen ved havnekontoret. I Alssund løber strømmen begge veje: én vej ved kajen og den modsatte ude i sundet. Fænomenet går under navnet “id-vand”.

- Når man ikke lige kender farvandet, så snyder det en, at strømmen løber begge veje. Samtidig har skibet, der er langt og tungt, ikke meget maskinkraft, fortæller havnemester Finn Hansen til TV SYD.

Ikke første gang

Kaptajnen på skibet Amphitrite, Bremen, gik ud fra, at strømmen var den samme i hele sundet og vendte derfor stævnen ud, så strømmen sydpå ville hjælpe med at vende skibet. Ude i sundet var strømmen dog i nordlig retning og trak skibet hen til broen.

Havnemester Finn Hansen har kun en gang tidligere oplevet noget tilsvarende.

- Skoleskibet Georg Stage lavede det samme nummer for mange år siden. Nok først i 90’erne, fortæller han.

Skibet ligger nu til kaj ved slottet, og både skibstilsynet og politiet har været ombord. Politiet blandt andet for at foretage en alkoholtest af kaptajnen, der var negativ.

Video optaget fra 3. sal

På videoen i toppen af artiklen ser man skibet Amphitrite ligge op ad Chr. X’s Bro, hvorefter den bliver “befriet”.

Videoen er optaget af studerende Kristian Senius Pedersen, der fra sit vindue har optaget timelapsen over godt to timer tirsdag formiddag.

Han bor i Sundgade 1, som ligger på jyllandssiden, hvorfra han har den gode udsigt til broen og sundet.